3. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

17. juni 2018 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Teologisk refleksion

Alicja Kwade: Parallelwelt (schwartz/rot). 2009 Det er en svær udfordring at tale om Guds kærlighed. Søren Krarup har på et tidspunkt sagt, at særligt kvindelige præster skulle have forbud mod at tale om Guds kærlighed. Jeg forstår egentlig godt synspunktet, for det er blevet uendeligt svært at tale om Guds kærlighed i dag. En flad udialektisk tale om kærlighed risikerer at gøre Guds kærlighed til en kedelig og forudsigelig gentagelse af det, vi hele tiden hører.  Gud elsker os, lige meget hvad vi gør; men når det er sagt tilstrækkeligt mange gange, så risikerer Gud at blive uendelig ligegyldig. På en side må  Guds kærlighed handle om vores menneskeliv, samtidigt må den også udsige noget andet og mere end vi kan sige os selv. Heri består udfordringen i den prædiken, der skal tage udgangspunkt i lignelsen om den fortabte søn 

Jeg har været til mange konfirmationer i år, og det som slog mig var, hvor meget de unge taler om kærlighed til hinanden. Jeg ved godt det ikke gælder alle unge, men sådan var det i mit reservat i år. De unge fortæller hinanden i taler, hvor meget de elsker hinanden. De stiller sig op og siger det ublufærdigt, drenge som piger. Det er jo på sin vis smukt og frimodigt, samtidigt med at det også er voldsomme og store ord at fyre af. For de erfarer jo også, at næste dag kan det hele være væk; så er de pludselig ikke så fantastiske eller elskede længere. Følelserne bevæger sig med en hast af orkanstyrke og mange unge kan pendulere mellem at have en selvbevidsthed som en grønært til en selvbevidsthed som rundetårn (Bjørn Nørgaards formulering).

Evangeliet tolker kærlighed som en relation til Gud, til næsten og sig selv. Det er en frisættelse fra at være bundet kun til sig selv og sine skiftende følelser, at blikket rettes udad og opad. Når faderen i lignelsen tager imod sin bortrejste døgenigt af en søn, så slagtes fedekalven ikke, fordi faderen er ligeglad med, hvad sønnen har gjort. Han har gjort sig nogle dyrekøbte erfaringer, som forhåbentligt har gjort ham klogere. Faderen slagter fedekalven, fordi han har fået sin søn tilbage, som han havde tabt. Han er hans søn og ingen handling må skille ham fra hans søn. Der er en relation, der er stærkere, og Guds kærlighed er netop den relation, vi skal stole på er der.