2. pinsedag (2. tekstrække)

21. maj 2018 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Teologisk reflektion

En af Grundtvigs korte men meget fine pinsesalmer er: "Helligånd vor sorg du slukke"( DDS 308). Vers 2 indledes med: "Du, den nye verdens skaber." Grundtvig knytter Helligånden til skabelse eller genskabelse. Denne forståelse af ånd som skabelse vil jeg knytte an til Epistelteksten fra Ezekiel 11;19-20, der beskriver gudsforholdet som at få et nyt hjerte og en ny ånd. 

I en historisk funderet kristendom, må  der både ses frem i tiden og tilbage. Apostlenes Gerninger beretter om, hvordan apostlene delte alt og levede i et tæt fællesskab. Men kristendom er samtidigt bevægelsen frem og en erfaring af en forandring af dimensioner, der har fundet sted.

Præsten Otto Møller har blik for, at denne forandringsimpuls, som  ånden fremkalder. I sit skrift: Om Guds sandrue,forstaaelige og evig Ord" (1896) skriver han:

"Gud taler til den enkelte og ikke til slægten; han siger :"Du". Men derfor er også hver enkelt nødt til at høre selv, forstaa selv, opleve selv. Han kan ikke bygge videre paa det, som den forrige slægt mener at have forståeet....Guds Ord og Strøm breder sig videre og videre. Denne Strøm gaar sin stille gang fra Mund til Hjærte. Det er den evige livsstrøm, der kom til jorden, som fortsætter sig; men Fortsættelsen er ikke en tom Gjentagelse, en Repeteren af det, som før er sagt. Det levende er i sig altid ungt og nyt." 

Jeg vil bygge prædikenen op omkring Grundtvig og Otto Møllers perspektiv på ånden som denne verdens nye skaber.

(citeret og inspireret af Jørgen I. Jensen, Mødepunkter, 2004)