6. søndag efter påske (2. tekstrække)

13. maj 2018 | Udarbejdet af Mads Haahr Callesen og Morten G. Ladehoff

SØNDAGENS KARAKTER 

Bjørn Nørgaard: Overhældning. 1967 6. søndag efter påske trækker vi vejret mellem festen for Kristi himmelfart (torsdagen før) og pinsens store fest for Helligåndens komme (søndagen efter). Det er som at stå i kirkedøren et eftertænksomt øjeblik efter en vielse, inden vi skal videre til bryllupsfest i forsamlingshuset: Vielsen har beseglet fuldendelsen af, hvad der er sket mellem de to mennesker; bryllupsfesten markerer begyndelsen på deres nye liv sammen ude i verden. Tilsvarende markerer Kristi himmelfart den foreløbige afslutning på Guds genetablering af sit forhold til menneskene med Betlehem, Golgata og den tomme grav som forudgående stationer, mens pinsens fest indleder det nye fællesliv mellem Gud og mennesker - den kirke i verden, som skal vare indtil Kristi genkomst. Denne søndag står vi i kirkedøren og trækker vejret i mellemrummet mellem de to fester. Et naturligt sted at folde hænderne: Både i taknemmelighed for det nys afsluttede og i bøn for det, der nu skal til at begynde. 

Dagens evangelium begynder imidlertid ikke med vores foldede hænder, men med Jesu foldede hænder for os. Gudssønnen, som ikke bare skal tilbedes, men er den, der selv går i forbøn for mennesker, har provokeret ikke så få i fortid og nutid (fx Blixen, Nietzsche, monoteisme i flere udgaver) - det er da også kristendommens egenart, der her udtrykkes. Evangeliet bringer os til Jesu sidste måltid med disciplene, hvor Jesus i den såkaldt "ypperstepræstelige bøn" ikke bare beder for de forsamlede i den lavloftede stue, men for disciplenes disciple i alle fremtidige led - altså også for os. Og han beder ikke bare om, at det må gå dem/os efter ordentlighed, men at de/vi må blive ét med hinanden og ét med Sønnen og dermed Faderen - intet mindre. Det er denne Jesu bøn for os, som gøres til vor bøn til ham, når nadverbønnen hver søndag beder den "opstandne Herre og Frelser", som "selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom", at vi må "vokse i kærligheden, for at vi må blive ét i dig, ligesom du er ét med Faderen". 

6. søndag efter påske er bønnens eftertænksomhed midt mellem himmelfarts- og pinsefesterne. Men det er ikke fastetidens eller bededagens bønner. Det er bønnen i lys taknemmelighed over Jesu fuldendte værk som handling for os, og det er bøn i tillidsfuld forventning. Det er bønnen som udtryk for fællesskab mellem den bedende og Kristus. K.L. Aastrup synger om Fadervor som den bøn, som Jesus har lagt os i munden, som han beder sammen med os og beder for os (DDS 587). Det Gamle Testamente kender ægteskabsbilledet om forholdet mellem Gud og Israels folk - et altid truet ægteskab, som Gud dog også altid genoptager. I kristendommen fornyes billedet til et ægteskab mellem Kristus og den kirke, der står åben for medlemmer af ethvert folk. 

Skal denne forståelse af dagens karakter afspejles i salmevalget, kan man begynde og slutte med festsalmer: Begynde med salmer for himmelfarten som fest og fuldendelse (fx DDS 257 og 251/252), slutte med en festsalme, der peger frem mod Helligåndens komme i pinsen - uden dog at tage pinsen på forskud (fx DDS 299 eller 292). Salmerne omkring prædiken kan til gengæld afspejle det eftertænksomme øjeblik i kirkedøren: Med Aastrups fadervorssalme før prædiken (DDS 587) og en bøn til Helligånden efter prædiken (DDS 289). Under nadver besynges det vundne bånd mellem himmel og jord (fx DDS 319-321 eller 376).