Helligtrekongers søndag (1. tekstrække)

8. januar 2015 | Udarbejdet af Morten Thaysen og Christian Blom Hansen

De vise og hellige tre konger

Helligtrekongers søndag hører vi ikke bare om kong Herodes - men også om vismændene. Der er blevet fortalt, så meget om dem. Man har fortalt, at de er tre - at de hedder Casper, Melchior og Balthazar. Det er også fortalt, at de også var konger - de hellige tre konger.

Om de hellige tre konger ved vi dog kun, at de er vise og at de kommer fra landet mod øst. Ikke andet. Om de har været konger eller ej - tre eller flere, om de hed Caspar, Melchior og Balthazar er ikke det vigtigste. Det vigtigste er udelukkende, at de modsat Herodes er vise. At de har denne sjette sans, der hedder visdom. Det er det, der skal fortælles om.

Det skal fortælles, at de efter en lang rejse bøjede sig for det fattige barn i stalden i Betlehem. De tilbad det, ofrede til det og gav det gaver, som var en konge værdig. Det var alt andet end nemt for dem. For de bøjede sig ikke, fordi de var konger, men til trods for, at de var konger. Men det var visdommen, der fik dem til det. Det var visdommen, der førte dem ud på denne lange rejse, som de ikke anede målet for. Spurgte man dem: "Hvor er I på vej hen?", svarede de: "Det ved vi ikke." "Jamen, hvad skal I på den rejse?" "Det ved vi heller ikke."  "Jamen ved I overhovedet noget?": "Nej - vi har blot set en stjerne og nu rejser vi."

Det er ligesom en af Storm Ps figurer, der ser på et abstrakt maleri. "Jeg forstår det ikke." Maleren siger: "Jamen, der er ikke noget at forstå" - hvortil manden svarer: "Så forstår jeg det bedre!"

Sådan er det også med de Helligtrekonger - visdommens stjerne får dem til begive sig ud på en rejse, de ikke forstår målet med. Og da de står ved målet, får visdommen dem til at bøje sig for det fattige oversete barn i krybben, som der ikke var plads til andre steder. Helligtrekongers søndag handler om denne visdom.