5. søndag efter påske (2. tekstrække)

6. maj 2018 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Tekstkommentarer

Toni Larsen: Betlehem. 2002 I hele Johannesevangeliet er begrebet: "doksa" eller herlighed centralt.  Vi så hans herlighed, står der allerede i første kapitel, og Johannes lader det omfatte hele Jesu jordiske liv. Hans første offentlige fremtræden var ved brylluppet i Kana. Her forvandlede han vand til vin og åbenbarede sin herlighed. Til sidst blev han korsfæstet, ikke for at lide men for at kundgøre, at døden ikke kunne overvinde Guds herlighed.

I det hele, bag det hele og i alt er Guds herlighed, og begrebet bruges fortløbende i Johannes-evangliet om en verden, der ved første øjekast ikke tager sig herlig ud, men som udspringer af Guds doksa.  I den græske ortodokse kirke, der har stærke rødder i en Johannæisk kristendom, er gudstjene- stens mål at formidle denne herlighed i dufte, toner og skønhed. Den ortodokse kirke er ikke kirken for den sande lære, men kirke for den sande lovprisning gennem liturgi, ikoner, lys og farver, og den er sand fordi ordet blev kød og tog bolig i blandt os. Gud er nærværende i sin skønhed, ikke kun i sandhed. Den vesterlandske tradition har tillagt mening og "dogma" større betydning end den græske tradition, hvor frelsen er altomfattende og omfatter hele skabningen, dyr, kosmos, mennesker. Guds herlighed er bag alt og opstandelsen, og disciplene skal forstå, "at alt er udgået fra dig", fra Guds herlighed og at de nu har fået del i denne kosmiske omvæltning samtidigt med at de må  leve med Guds fravær eller usynlighed. Gud er ikke kun hos dem men i alt levende. Johannes 17 peger frem mod himmelfarten.  
(inspireret af Knud Hansens bog: "Dostojevskij")