Bededag (2. tekstrække)

27. april 2018 | Udarbejdet af Jens Torkild Bak og Birgitte Ebert

Dagen

Benny Dröscher: My Grandma relied on an endless source. 2007

"Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han som gav os løftet, er trofast" hedder det i dagens epistellæsning fra Hebræerbrevet.
Det er en gave at være et positivt håbende menneske - frem for at være styret af en dødvægt af skepsis og negative forventninger.
Kan man sige det samme om bønnen? At bønnen ikke alene kan være en bøn om det ene og det andet konkrete, men også en kraft og værdi i sig selv?
Det spørgsmål vil, selv om vores tid betegnes som "åndeligt søgende", gøre et flertal af os sekulariserede danskere forlegne, og svaret vil tendere imod et nej. Det er ikke lige så slemt at være uden bøn som at være uden håb. Og det er selvfølgelig ingen god reklame for Bededag! Eller hvad?

At det ikke anses at være lige så slemt at være uden bøn som at være uden håb, skyldes, at bøn, bortset fra konkrete verdslige bønner om det en og det andet, er en såkaldt "religiøs" aktivitet, som man kan have med eller ikke med i sin bagage - uden, at det betyder noget, for alvor.
Hvis bønnen betød noget for sundheden, miljøet eller samfundsøkonomien, ville nogen nok have fortalt os om det i skolen, og vi kunne også have forventet et politisk indgreb. Som når kongen i enevældens tid dekreterede bøn i den ene og anden anledning.

Der er imidlertid ikke mange tekster, der har så meget livsenergi i sig som dagens tekst fra Bjergprædikenen, hvor tilliden til Gud indprentes - som en grundstemning, en energi, der skal bære menneskets liv.
Men som altid i Jesu forkyndelse serveres opfordringen til bøn i skarp sovs: For det ser ud til, at dette at bede, søge og banke kan føre ad to veje, en bred og en smal. Bønnens brede vej er den vej, hvor man i konkurrence med andre vil have så meget som muligt og helst det hele. På den brede vej handler det om at lukke munden op for ikke at blive snydt.
På den smalle vej derimod handler det om at tænke over tingene. Her er det ikke bredden af den fysiske vej, men bredden af den åndelige, der er vigtigt. Her handler det om at erindre og ikke glemme den visdom, at det man beder om for sig selv, fra andre; det kan andre også bede om, at man selv giver dem.
Bøn i kristelig forstand kan med tanke på den gyldne regel af et fordringsfuldt menneske skabe et meget beskedent menneske, der er varsomt med at lade munden løbe over med alle mulige bønner, eller krav, som det jo ofte er. På grund af den gensidighed, hvormed vi her på jorden er henvist til hinanden. En beskeden mand behøver ingen bred vej. Man kan bede om så meget andet end ting, det kræver en bred vej og en bred port at hjemføre.
Bønnens vigtigste funktion i kristelig forstand er: At bevare os som håbende og tillidsfulde mennesker dér, hvor den brede vej ender! og vi ved evangeliets kraft skal forlige os med og endda åndeligt vokse ved det, som er: Skæbnen og tilfældet, døden og skatten.