2. søndag efter påske (2. tekstrække)

15. april 2018 | Udarbejdet af Morten Thaysen og Christian Blom Hansen

Vi er en flok får!

Louise Bourgeois: Give or Take. 2002 Teksten til 2. søndag efter påske skal ses og høres i lyset af den opstandne Kristus. Når Kristus siger, hvem han er, sammenligner han sig med en hyrde, der går sammen med sine får. Fårene skal aldrig i evighed gå  fortabt. Efter Kristus har sprængt dødens porte, kan ingen længere rives ud af hans hånd. Hverken i livet eller i døden. Nu er Kristus altid sammen med sine får. Altid. Og fårene hører hans røst.  

Hvem er Kristus så? Det forstår vi først, når vi forstår os selv. At forstå  sig selv betyder at vide om sig selv, at man er afhængig. Det betyder med andre ord, at vi forstår, at alt står og falder på, om vi tilhører Gud eller om det tilhører os selv - dvs. ikke tilhører nogen. Om vi er ansvarlige overfor Gud eller kun har ansvar overfor os selv - dvs. intet ansvar har. Om vi kan høre en stemme i tilværelsen, som taler til os, eller om vi overalt kun hører ekkoet af vore egne stemmer. Kort sagt - at forstå sig selv betyder, at det ikke er lige meget om vi er Guds eller ej.  Det er det, alting står og falder med.

Under alle omstændigheder forstår vi først os selv, når vi hører og genkender os selv i den opstandne Kristus, der siger, at han er et med Gud. For Gud tilhører vi i alle forhold og vi spørger efter ham i alle forhold - selv, når vi tror, vi spørger om noget andet. Ja, hele vort liv er en lang spørgen efter ham bevidst og ubevidst.  Kort sagt: at være et levende menneske er at spørge efter Gud - og høre svaret på denne spørgen, når den opstandne Kristus siger: I er mine får. Jeg og Gud er et. Lyt til min stemme. Følg mine bevægelser. Gå mine veje og I skal aldrig gå fortabt. For ingen - hverken i livet eller i døden kan rive dig ud af min hånd.