Nytårsdag (1. tekstrække)

1. januar 2017 | Udarbejdet af Hans Vium og Poul Skjølstrup Larsen

Nytårsdag

Som Kristus blev omskåret skal vi døbes. For gennem omskærelse og dåb bliver vi sat ind i en sammenhæng, der er større end vores egen lille mikro-verden. Vi får en historie som rækker ud over slægten og folket. Vi bliver sat ind i et fællesskab, der bryder vore grænser: kulturelle, mentale, nationale.

Det er det (for)underlige: at den éne og samme handling både kan være udtryk for at vi fødes ind i en bestemt kulturel og national sammenhæng (som jøde blev Jesus omskåret, bliver vi som almindelige folkekirkekristne døbt), og så gøre os helsebringende fremmed for selvsamme sammenhæng.

For med dåben bliver vi en del af Kristi fællesskab som bryder vores nationale og kulturelle særtræk. Nogle af dem er jeg glade for, andre er jeg mindre stolt over.  At blive født ind i en nation, er lidt som at blive født ind i en familie: man bestemmer ikke selv, og nogle af de træk som man finder mest irriterende hos de andre, har man til overmål selv...

Med dåben er jeg sat ind i en universel sammenhæng som sprænger en alt for hurtig sammenkobling af det at være kristen og det at være dansker. Med dåben får jeg indpodet en vaccine imod en religiøs overophedning af det nationale, uden at det nationale dermed frakendes værdi som identitetsmarkør.

Med dåben bliver jeg sat ind på Kristi legeme - og bliver dermed også en del af Kristi krop. Paulus metafor er, hvis man lytter ordentligt efter, vildt grænseoverskridende. Kristus får fortsat krop gennem os. Inkarnationen er ikke begrænset til Jesu historiske liv. Vi er, som døbte, del af Kristi krop.  Som når kunstneren Peter Brandes lader Kristi hoved stikke ud af muren på Vejleå kirke, for derigennem at tydeliggøre, at menigheden er Kristi krop, den menighed som i dåben er blevet indpodet i Kristus.

Alle hører vi, jøde eller græker, træl eller fri, somalier eller dansker, Kristus til. Alle er vi, mand eller kvinde, hetero- eller homoseksuel, arvinger i kraft af Guds løfte.