1. søndag i advent (1. tekstrække)

27. november 2016 | Udarbejdet af Jesper Stange og Mads Høck

Hermeneutik for begyndere

Den, der vil forstå noget nyt, må forstå det ud fra det, han kender til i forvejen. Det gælder også, når det drejer sig om forsøget på at forstå Kristus. Hvis det overhovedet kan lykkes at forstå, hvad det vil sige, at Gud har åbenbaret sig i Kristus, må en sådan forståelse etablere sig på baggrund af omgangen med allerede kendte åbenbaringsformer.

Folk som flest omgås Gud på i hvert fald to måder, nemlig som tekst og som embedsautoritet, som hellig tekst og som hellig mand eller kvinde. I historisk og bibelsk kontekst når disse åbenbaringsformer deres ypperligste personificering i henholdsvis Moses og David. I dag kender vi dem som fundamentalisme og klerikalisme (også i den moderne protestantiske form, hvor præsten fylder mere og mere i en kirke, som fylder mindre og mindre i samfundet).

Kristus gør sit indtog midt imellem disse åbenbaringsbærere som en helt ny tredje. Men den var næppe forståelig, hvis vi ikke kendte de to andre.

I begyndelsen af Matthæusevangeliet optræder Jesus som Moses den anden. Han gik op på bjerget, hvor han foreholdt sine tilhørere den lov, som for dem var intet mindre end et vindue ind til Guds vilje og væsen. Med den traditionelle rabbinske overleveringsformel hedder det, at I har hørt, at der er sagt til de gamle.  Og med et højest utraditionelt autoritetskrav erstatter Jesus loven med sit eget men jeg siger jer. Jesus erstatter loven som åbenbaringskilde med sin tiltro til sine tilhøreres viden om, hvad det er, Gud kræver af dem, nemlig alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem. Gud åbenbarer sig i den etiske fordring, som Jesus giver mund og mæle (Løgstrup). Og som en Moses den anden håndhæver Jesus ikke loven som åbenbaringskilde men den barmhjertighed, vi herefter alle er nødt til at leve af, og som han selv repræsenterer.

Vi skal altså forstå, at Kristus er Moses og alligevel slet ikke. På samme måde tager Jesus betegnelsen Kristus, den levende Guds søn, til sig. Midtvejs i Mattæus fremstilling bekender Peter sig til Jesus med denne kongelige benævnelse. Og mod slutningen af evangeliet (dagens perikope) iscenesætter Jesus sin ankomst til den religiøse hovedstad på Davidmåden. Han ankommer og lader sig hylde i et drømmescenarie af en teokratisk magtovertagelse. Se, din konge kommer til dig. Hosianna Davids søn. Men man kan næsten høre en H.C. Andersensk dreng fra grøftekanten delagtiggøre os i, at det jo slet ikke har noget på sig.

Kristus er konge som David og alligevel slet ikke.

Moses og David er præfigurationer. De skal lede os på sporet af den Kristus, som nok kommer som et opgør men et opgør, som kun er forståeligt, fordi vi ved, hvad det er, han gør op med. Mellem Moses og David når vi således frem til en lovgiver, som ikke vil give en lov og til en konge, som afviser at sætte sig igennem med magt.

Midt mellem de alternativer, verden stadig byder os på det religiøse gebet, at enten tænker vi religion som en guddommelig lov, der rangerer alt under sig eller også tænker vi religion som lydighed med en mægtig leder, når vi til Kristus, som afmægtigt åbner porten til himmeriget.

Om ikke andet går det op for os, hvor vanskeligt det er at danne sig et billede af Kristus, når vi mangler forbilledet.  Det har vi manglet her foran Vor Frue kirke, siden Jerichaus tre og en halv meter høje David blev vædret af en flugtbilist, blev sendt på værksted for siden helt at forsvinde. Der er fremsat mange fantasifulde forslag til en stand in for kongen. Men aldrig har vi set det så tydeligt som i kongens fravær, at det netop er David, som sammen med Moses skal tage imod den, der vil ind til Kristus. Adgangen til Kristus er midt mellem netop disse to åbenbaringsformer. Dem må vi lægge bag os. Hverken Moses eller David er vejen. Vejen går midt imellem. Kristus er vejen, livet og det sande modbillede.

Det er derfor godt, han kommer tilbage, kongen, både i Jerichaus udgave og i Matthæus.