12. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

19. august 2018 | Udarbejdet af Bodil Raakjær Jensen og Lasse Toft Eriksen

indledende bemærkninger

Paul Klee: The Golden Fish. 1925Søndagens evangelium er endnu et indslag i Jesu fortsatte stridssamtale med farisæerne og de skriftkloge. Dette gælder både i kirkeårets og i Matthæus-evangeliets kontekst. Hvad det sidste angår, er der tale om en optrapning af konflikten med en slags kulmination i advarslen mod den utilgivelige synd, som dagens tekst begynder med. Et iøjnefaldende tema er desuden sammenhængen mellem træ og frugt brugt som billede på menneskets væsen og fremtræden / tale.

Evangeliet og dets kontekst.

Evangeliet begynder med advarslen mod bespottelse af Helligånden som den eneste synd, der ikke kan tilgives. Denne advarsel må ses i sammenhæng med hele kapitel 12, hvor Jesus, efter at han både har plukket aks og helbredt et menneske på en sabbat, samt helbredt yderligere et menneske fra svær sygdom, af farisæerne, der nu har besluttet at slå Jesus ihjel, bliver beskyldt for at stå i ledtog med djævelen selv. Dette får Jesus til at advare mod bespottelse af Helligånden, som - modsat bespottelse af Menneskesønnen - ikke kan tilgives. Der er tilgivelse for ikke at kunne se og anerkende Jesus om Messias, men der er ikke tilgivelse for at sammenkæde den Ånd, der virker med Guds kraft, med djævelen.
Foranlediget heraf fortsætter teksten med sin billedtale om træer og frugter jf. ovenfor. Mennesket dømmes ikke alene på grundlag af sine holdninger og sit væsen, men på de ord, der er blevet sagt, ligesom et træ kendes på sine frugter. Endda de tomme ord skal der aflægges regnskab for. Epistlen fra Jakobs-brevet har i forvejen uddybet dette tema og understreget hykleriet ved i samme åndedrag at lovprise Gud og fordømme medmennesket. Også Jakobs-brevet arbejder bl.a. med træ/ frugt billedet.
Evangeliets tredje del udspringer af farisæernes krav til Jesus om et tegn. Jesus afviser dette ved at henvise til Jonas-tegnet. Jonas ophold i havdyrets bug bliver en skjult henvisning til Jesu død og opstandelse. Dette er det, der er "mere end Jonas", og som burde fremkalde omvendelse. Tekstens henvisning til Jonastegnet er linket til den gammeltestamentlige læsning fra Jonas Bog.

Udblik

Overvejelser om, hvor vidt det, vi siger, er et billede af hvem vi er inderst inde, kunne være en interessant indgangsvinkel til prædiken. Der er i skønlitteraturen utallige eksempler på, hvad ord kan gøre af gavn og ikke mindst skade. Tilknytningen til Jonas-historien er et godt udgangspunkt for en fortælle-prædiken. Men mest oplagt er det nok, at knytte til ved talen om bespottelse af Helligånden, som den utilgivelige synd. Hvad betyder det egentlig, og kan man begå denne synd uden at vide det? Gudsbespottelse er i det hele taget et tema, som der kan knyttes mange kommentarer til. Bespottelsen af Kristus er på sin vis en fast integreret del af kristendommen - en Gud, der dør på korset, forekommer i sig selv latterlig. Så vi har vel vores på det tørre og kan roligt afskaffe blasfemiparagraffen, eller hvad?