6. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

3. juli 2016 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

Søndagen 

Troels Wörsel: Uden titel. 1975 Søndagens tema er kernen i den lutherske kirkes bekendelse, retfærdiggørelse af tro alene, det handler om synd og om nåde, det klassiske tema i enhver luthersk katekismus, den artikel hvormed kirken står og falder, som er formuleret i Confessio Augustana, artikel 4: "Ligeledes lærer de, at menneskene ikke kan retfærdiggøres overfor Gud ved egne kræfter, fortjenester og gerninger, men at de retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de tages til nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, han som ved sin død har gjort fyldest for vore synder. Denne tro tilregner Gud som retfærdighed for sig". Søndagen lægger op til kraftige Luthersalmer og måske en egentlig læreprædiken over det der er det centrale i vores kirkes bekendelse. Man kunne da overveje, at vælge denne artikel som prædiketekst i stedet for evangeliet. En præst har jo aflagt ed på skrift og bekendelse, men ikke på en eller anden litugikommissions dispositioner. 

Teksterne (2. Mos. 1-17; Rom 3,23-28;  Matt. 19,16-26) 

Teksterne til søndagen kredser om retfærdiggørelse og kan sådan set læses samlet som en slags frelsens orden (ordo salutis): Loven, der dømmer os (De ti bud), Kristus, der retfærdiggør os, og helliggørelsen, umuligt for mennesker, men muligt for Gud. Helliggørelsen som det umuliges kunst. Læser man tekster samlet, så er det så afgjort teksten fra Romerbrevet, der står i centrum, man kunne - og burde - tage sig engang imellem den frihed at prædike over denne tekst. Ser man søndagens sammenhæng, så er det retfærdiggøresleslæren der er det centrale - og ikke rigdommens problem hos den rige unge mand. Der var engang en præst, der spurgte sine konfirmander: "Hvad skal vi gøre, for at komme i himlen?" En - lidt uforskammet - konfirmand svarede: "Ingenting!" Derpå præsten: "Præcis, du har svaret rigtigt!" 

Teologisk refleksion over helligdagen 

En mere biografisk tilgang til læren om retfærdiggørelsen af tro kan man finde i Luthers berømte selvbiografi i forordet til han latinske værker fra 1545, hvor han beretter om sit reformatoriske gennembrud:

"I mellemtiden var jeg dette samme år, 1519, begyndt at fortolke salmerne på ny. Jeg var sikker på, at jeg nu var mere erfaren, efter at jeg havde behandlet Romerbrevet, Galaterbrevet og Hebræerbrevet på universitetet. Jeg var grebet af en forunderlig brændende iver efter at lære Paulus at kende i brevet til Romerne, men hidtil havde noget stået i vejen, ikke mangel på hjertelig interesse for sagen, men det eneste lille ord, som står i kapitel 1, Guds retfærdighed åbenbares i evangeliet. Jeg hadede nemlig det ord "Guds retfærdighed", fordi jeg gennem alle kirkelæreres brug og sædvane havde lært at forstå det i filosofisk betydning, nemlig -- som de udtrykker sig -- om Guds iboende eller virksomme retfærdighed, dvs. den Guds retfærdighed, i kraft af hvilken han selv er retfærdig og som sådan straffer syndere og uretfærdige. 

Men da jeg selv, hvor ulastelig jeg end levede som munk, dog for Guds ansigt følte mig som en synder med en til det yderste urolig samvittighed og derfor ikke turde stole på, at Gud var blevet mig nådig ved noget af det, jeg selv havde fået bragt i stand, så elskede jeg ikke, men hadede tværtimod den Gud, som var retfærdig og af den grund straffede syndere som mig. I det stille harmedes jeg på Gud med tanker, som, var de ikke altid ligefrem bespottelige, så i det mindste heftigt oprørske: f.eks. som om det ikke var nok, at elendige syndere, som på grund af arvesynden var evigt fortabte, skulle plages med al slags ulykke gennem de ti buds lov, men at Gud tillige ved evangeliet føjer ny pine til den gamle, idet han nu ved evangeliet holder sin retfærdighed og vrede frem for os. Således rasede jeg med en vild og forvirret samvittighed, men dog bankede jeg vedholdende på hos Paulus i det skriftsted, jeg før nævnede, med brændende tørst efter at vide, hvad Paulus her egentlig mente. 

Indtil jeg endelig ved Guds barmhjertighed, mens jeg tænkte dag og nat, fik øje for ordenes sammenhæng, nemlig denne: Guds retfærdighed åbenbares, som der står skrevet, i dette, at den, der er retfærdig af tro, skal leve. Da begyndte jeg at forstå Guds retfærdighed som den retfærdighed, hvoraf det retfærdige menneske lever som af en Guds gave, nemlig den gave, der modtages i tro, og at skriftstedets mening altså var denne: ved evangeliet åbenbares Guds retfærdighed, nemlig den passive retfærdighed, hvormed den barmhjertige Gud retfærdiggør os ved troen, sådan som der står skrevet: Den, der er retfærdig ved troen, skal leve. Nu følte jeg mig som helt igennem født påny, jeg følte, at jeg gennem åbne porte var trådt lige ind i selve paradiset. Nu viste hele Bibelen mig et andet ansigt, og jeg gennemløb i hast skrifterne efter hukommelsen og samlede også på noget tilsvarende, f.eks. Guds gerning, dvs. den gerning, Gud gør i os, Guds kraft, dvs. den kraft, hvorved han gør os stærke, Guds visdom, dvs. den visdom, hvormed han gør os vise, Guds vælde, Guds frelse, Guds ære."

(Clemen IV, 427)
Hele forordet findes på dansk og latin på nettet: link til martinluther.dk