Mariæ bebudelses dag (1. tekstrække)

2. april 2017 | Udarbejdet af Jesper Stange og Mads Høck

Lykkelige omstændigheder

Katharina Fritsch: Madonnafigur. 1987Når vi læser om Gabriel og Maria i fastetiden, er det ikke en parentes midt i fastens påskeforberedelse, selvom rationelle protestantiske hoveder ofte har villet forstå det sådan, altså som en slags obstetrisk oplysning om, at der nu er omkring en graviditets tid til jul. Vi er ikke til en særlig form for fødselsforberedelse. Vi er til påskeforberedelse.

Jomfruen og graven ligner nemlig hinanden ved at være i stand til at føde liv, selvom det ikke skulle være muligt. Jomfruer kan ikke føde, og døde bliver i den grav, de bliver lagt i. Den lovmæssighed gælder bare ikke for Marias moderliv og Josef af Arimatæas grav.

Maria føder Jesus og graven føder Kristus, og dermed fødes den kristenhed, som siden har befolket en verden, der heldigvis er større end det, vi kan tænke os til, måle, veje og finde sandsynligt. Mariæ bebudelse er forberedelse til påske. Denne vidunderlige fortælling om jomfruen, der skal føde, tjener til at fælde vores parader imod det usandsynlige, så det lader sig høre påskemorgen, at Kristus forlod sin grav.

Og så er det et under, der er ligeså stort som det, Maria og graven gav liv til, at vi kom til tro. Vores tro er ikke mindre overraskende, end at jomfruen føder, og at graven er tom. Vi fejrer med pinsen, Helligåndens komme til verden, kirkens fødsel, siger vi. Jeg ville nu hellere sige kristenhedens fødsel. Så har vi ikke bedrevidende sat grænser for, hvad der er den hellige almindelige kirke, og hvad der ikke er. Den evangelisk-lutherske kirke er efter min mening et godt bud, men det ville være en selvmodsigelse at hævde, at det var det eneste mulige, al den stund vi tænker og tror, at vi giver husly til noget, der er større, end det vi kan rumme.

Vi har altså at gøre med tre besvangringer, Marias, gravens og den tredje, der foregår gennem vores øre, når vi hører om de to første.

Bebudelse er på den måde ikke alene forberedelse af Jesu fødsel og opstandelsen påskemorgen, men den er også forberedelse af vores fødsel som troende, som kirke og kristenhed. Litteraten Erik A. Nielsen kalder pinsen for den blivende engel. I modsætning til bebudelsens engel, julens og påskens engel, som kommer, afleverer deres budskab og vender tilbage igen, bliver pinsens engel, Helligånden, i kristenheden som dens uregerlige bygmester. Og hvis man nu ikke lige er helt sikker på det med engle, så kan de åbenbart altid kendes på lyden. De indleder deres budskab med ordene frygt ikke.

Frygtesløsheden er lykkelige omstændigheder. Den går nemlig svanger med en kristenhed, som engang skal slippe frygten for det underlige. Marias reaktion er også i den forbindelse forbilledlig med svaret Lad det ske mig efter dit ord!

I den katolske og ortodokse kristenhed er Maria genstand for større opmærksomhed end i den protestantiske, der bekender sig til den uformidlede adgang til Vor Herre. Vi behøver ingen Maria til at ledsage vores bønner til himlen. Men det kunne være, vi havde brug for Maria som troens forbillede. En gravid Maria, måske, i stedet for den katolske og ortodokse Madonna med barnet. På den måde ville vi kunne se, hvad vi hører, at Gud skaber liv, hvor vi tænkte, at det var umuligt. I jomfruens moderliv, i graven, ja selv i dødbidere som os.

Vi kunne af Maria lære at bekende os til underet med hendes ord. Lad det ske os efter Guds ord.