19. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

2. oktober 2016 | Udarbejdet af Morten Thaysen og Christian Blom Hansen

Kom og se!

Georgia OKeeffe: Ladder to the Moon. 1958Teksten til 19. søndag efter trinitatis er taget fra Johannesevangeliets fortælling om kaldelsen af Jesu disciple. Johannes kredser hele tiden om synet på Gud, Jesus og disciplene. Det er ikke lige meget, hvem der har et syn af hvem. Således siger Jesus til to af sine disciple: "Kom og se!". Hvad skal de se? De skal få større ting at se! De skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen. Og i det syn bliver disciplene selv til noget andet, end de før var. Tag nu Simon. Simon er bare Simon, indtil Jesus fortæller ham om Guds syn på ham. Han fortæller ham, at han skal hedde Peter og være klippen i den første kirke. Navnet Peter betyder klippe. Og det kan godt undre, for det er netop Peter, der stikker af, da det virkelig gælder. Alligevel er det ham, Jesus kalder den klippefaste. For klippefast, det er, hvad han er i Guds øjne. Og dermed er Peter mere end, hvad mennesker ser. Han er også, hvad Gud ser.  

Og Nathanael er den, der er uden svig. Lige inden er netop Nathanael kommet med sin nedladende kommentar om Jesus: "Kan noget godt komme fra Nazareth." Altså sikke en idiot. Alligevel ser Jesus noget andet. Han ser i Nathanael, at han i sandhed er en israelit, i hvem der ikke er svig. Han ser altså, at Nathanael er noget andet, end han her i sin nedladenhed giver sig ud for at være. Han ser noget større. Sådan ser Gud altså på ham. Og da må Nathanael til at lære at se på sig selv, som Gud ser på ham.

Sådan giver Jesus dem et nyt syn på sig selv. Det er ikke et syn præget af menneskelig fornuft, men et syn præget af en kærlighed, der kommer fra Gud. En kærlighed som netop viser sig, da Guds engle stiger op og ned over Menneskesønnen.